KRING vil forny dansk erhversliv

    Milliarder går til spilde i danske virksomheder og organisationer, fordi  nytænkningen mangler i koblingen mellem forretning og it. Kring eBusiness Consulting vil hjælpe danske ledere med at forvandle de skjulte muligheder til vækst.

    Kring eBusiness Consulting har en klar mission. Dansk erhvervsliv skal moderniseres, så de skjulte vækstmuligheder bliver forvandlet til kontant bundlinje og konkurrenceevne.

    ”I mange virksomheder kobler ledelsen ikke ny it med gamle forretningsmodeller, men arbejder videre som altid, blot med nye it-systemer. I virkeligheden åbner især den nye web-teknologi for en lang række muligheder, der kan skabe ny vækst, frigøre ressourcer og løfte kvaliteten. Vi vil gerne hjælpe med at forløse det forretningspotentiale, som langt de fleste virksomheder har, uden at de er opmærksomme på det,” siger Jesper Kring, administrerende direktør i Kring eBusiness Consulting.

    Jesper Kring er serieiværksætter og har gennem årene opbygget en lang række virksomheder, der har tilbudt en vifte af it-løsninger, outsourcing og rådgivning. Kring eBusiness Consulting er et nystiftet konsulenthus, der fokuserer på innovativ ledelsesrådgivning – at forny forretningen med it.

    ”Vi har stor indsigt i it, men fokuserer på forretningen. I mange virksomheder har lederne deres baggrund i et af områderne, og kan have svært ved at se og koble mulighederne. Det hjælper vi dem med. Der er i dag ganske enkelt ikke råd til, at mulighederne forbliver uudnyttede. Får man ikke øje på dem selv, så gør andre det,” siger Jesper Kring.

    It er forretningen

    I de fleste virksomheder udgør it i dag den infrastruktur, som hele forretningen hviler på. Derfor ser ventureinvestorer mere og mere på hvordan it-løsningerne er skruet sammen, før de investerer i en virksomhed. Den måde, it bliver anvendt til at understøtte forretningen, udgør en stor og stadig stigende andel af en virksomheds værdi.

    ”Derfor er det vigtigt at analysere forretningsmodellen og se, om det er muligt at designe og konceptualisere nye måder, der styrker forretningen – eller redefinerer den. Meget ofte er der store gevinster at hente,” siger Jesper Kring.

    Kernestab af eksperter

    Kring eBusiness Consulting redesigner ikke alene kundernes forretningsløsninger. Konsulenthuset tager sin egen medicin og bruger it til at kombinere en kernestab af eksperter i forretningsstrategi og it med et stort netværk af brancheeksperter og samarbejdspartnere, der er specialister i en bred vifte af løsninger.

    ”Det gør os hurtige og fleksible, samtidig med at vi har den dybe faglighed, som store koncerner kan opbygge. Desuden gør det os uafhængige af et sortiment af varer på hylderne. Vi er uafhængige af produkter og kan rådgive om de bedste løsninger, uanset hvordan de er sammensat og af hvem,” siger Jesper Kring.